København er ikke mit paradis. Jeg sidder i bussen på vej til byen og drømmer mig væk til lange hvide strande, til lande med laguneblåt vand, jeg kan nærmest mærke solstrålerne trænge gennem min hud-..Næste stop, Nørreport station. Jeg samler mine ting, rejser mig, og forlader hurtigt det midlertidige fængsel af en bus. Hop hop over cykelstien, skynde sig over for det grønne lys, stå til siden for børnehaver på tur og stressede voksne der er sent på den.
En lørdag morgen stod jeg op som det første familiemedlem, hoppede i mit sædvanlige sort og gråt prægede tøj, og skyndte mig mod stationen. 11 minutter efter ankom jeg til byens hjerte, der langsomt varmede op fra en frisk fredag aften. Folk med tomme blikke og rodet hår på vej hjem gud ved hvor, andre på vej på arbejde. Og mange andre ligesom mig, på vej ud for at opleve en brøkdel af alt det byen tilbyder.
Der er ikke mange mennesker omkring mig da jeg går gennem botanisk have. Halstørklædet er pakket tæt om min hals og ansigt, hænderne er gemt godt væk i lommerne. Vinter er på vej, og vinterdepression kommer trofast følgende som altid.
Til trods for vejrudsigten holder det tørt.. indtil det ikke gør. Fra det ene sekund til at det andet begynder regnen at tromme ned, for kun at blive stoppet af de få blade over mig der holder mig nogenlunde tør. Dansk efterår når det er bedst. Omringet af farvefulde blade sætter jeg mig på en tør stamme og får mig kigget om. Regnen lander dramatisk på søens overflade uden en lyd, kun med de efterfølgende ringes kaotiske stilhed til at bryde facaden på denne ellers rolige dag.
Og dog så stresset. Hvem ved om manden der går forbi i raskt tempe har et andet sted han burde være nu? Måske damen jeg sad ved siden af i toget har mistet en hun holdte af, og hun var på vej til begravelse?
København ejer vores dybeste hemmeligheder, ejer de ting vi gør når vi tror ingen kigger, ejer os når vi er mest os selv. Sidegaderne holder på de hemmeligheder i har fortalt og de forbudte ting i har gjort da i troede ingen andre end jer var der. København var der. Byens tilstedeværelse er uigennemtrængelig. Endeløs.
Så meget som jeg elsker byen, har der altid været og der vil altid være noget ved naturen der trækker i mig. Jeg bryder mig ikke om at tage væk fra mine velkendte dagligdagsrutiner og sædvanligheder, men når jeg først sidder bag i bilen og kigger på huse, skove og motorveje drøne forbi mig, så tændes der en glød i mig. Naturen kalder og jeg svarer.
Af jorden er jeg kommet og af jorden skal jeg forlade den klode, strippet fra ignorance og overlegenheden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar