Saint Mark’s and Avenue Something by Zachary Johnson

Amber Valletta at Chloé, Spring/Summer 2000

Smid nu de gamle sokker ud

25 years Fall of the Wall - Berlin 2014

I Berlin blev der tændt 8000 balloner d. 9 november, for at markede de 25 år der er gået siden murens fald. Ballonerne var placeret over den strækning hvor muren engang stod. Dette stykke kunst bliver kaldt Lightgrenze.

Jeg syntes det er en smuk måde at mindes en forfærdelig fortid på. 

Nyd de flotte billeder der er blevet taget af ballonerne, og forestil jer en mur på deres plads. Gyseligt.

Der er lavet en video som reklame for denne udstilling. Læg mærke til ballonernes stille bevægelser, der giver et gys af realitet, af alvoren bag dette ellers nydelige kunstværk. 

Information fra dette link, hvor videoen også kan ses: 

http://www.berlin.de/mauerfall2014/en/25-years-fall-of-the-wall/

Irving Penn for American Vogue, July 1999

Swallowed by earth, drowning in nature, buried alive

Jeg elsker byen. Den gror på mig hver dag. Med dens lange travle arme holder den om mig, som en voksen holder om sit barn. Sidegadernes dunkle udseende kalder på mig, lyden af trafikkens kaos er sød musik i mine øre, atmosfæren lokker mig med dens søde dunst af cigaretter og friskbrygget kaffe.

København er ikke mit paradis. Jeg sidder i bussen på vej til byen og drømmer mig væk til lange hvide strande, til lande med laguneblåt vand, jeg kan nærmest mærke solstrålerne trænge gennem min hud-..Næste stop, Nørreport station. Jeg samler mine ting, rejser mig, og forlader hurtigt det midlertidige fængsel af en bus. Hop hop over cykelstien, skynde sig over for det grønne lys, stå til siden for børnehaver på tur og stressede voksne der er sent på den.

En lørdag morgen stod jeg op som det første familiemedlem, hoppede i mit sædvanlige sort og gråt prægede tøj, og skyndte mig mod stationen. 11 minutter efter ankom jeg til byens hjerte, der langsomt varmede op fra en frisk fredag aften. Folk med tomme blikke og rodet hår på vej hjem gud ved hvor, andre på vej på arbejde. Og mange andre ligesom mig, på vej ud for at opleve en brøkdel af alt det byen tilbyder.
Der er ikke mange mennesker omkring mig da jeg går gennem botanisk have. Halstørklædet er pakket tæt om min hals og ansigt, hænderne er gemt godt væk i lommerne. Vinter er på vej, og vinterdepression kommer trofast følgende som altid.
Til trods for vejrudsigten holder det tørt.. indtil det ikke gør. Fra det ene sekund til at det andet begynder regnen at tromme ned, for kun at blive stoppet af de få blade over mig der holder mig nogenlunde tør. Dansk efterår når det er bedst. Omringet af farvefulde blade sætter jeg mig på en tør stamme og får mig kigget om. Regnen lander dramatisk på søens overflade uden en lyd, kun med de efterfølgende ringes kaotiske stilhed til at bryde facaden på denne ellers rolige dag.
Og dog så stresset. Hvem ved om manden der går forbi i raskt tempe har et andet sted han burde være nu? Måske damen jeg sad ved siden af i toget har mistet en hun holdte af, og hun var på vej til begravelse?

København ejer vores dybeste hemmeligheder, ejer de ting vi gør når vi tror ingen kigger, ejer os når vi er mest os selv. Sidegaderne holder på de hemmeligheder i har fortalt og de forbudte ting i har gjort da i troede ingen andre end jer var der. København var der. Byens tilstedeværelse er uigennemtrængelig. Endeløs.

Så meget som jeg elsker byen, har der altid været og der vil altid være noget ved naturen der trækker i mig. Jeg bryder mig ikke om at tage væk fra mine velkendte dagligdagsrutiner og sædvanligheder, men når jeg først sidder bag i bilen og kigger på huse, skove og motorveje drøne forbi mig, så tændes der en glød i mig. Naturen kalder og jeg svarer.

Af jorden er jeg kommet og af jorden skal jeg forlade den klode, strippet fra ignorance og overlegenheden. 

Ventetid

Ferie, lektier og et stresset sind er aldrig godt. Jeg undskylder for manglende indlæg.

Kolber, deadlines og tårer i badet

School isn't good, there aren't enough people that I know, and that I want to walk to. Fitness isn't good, there are too many people I know and could talk to. In my spare time, I read magazines, look at art and write in my diary. It surely isn't enough to keep me satisfied. I don't want people, but loneliness is a dreadful imagine, haunting my mind every day.

Friends are hard to come by, when you shut yourself down. Love is left behind, in the world I wish I was in. I miss those day. Sunshine, happiness, laughter, melodies flowing in my mind and through my bloodstream. Now all is white. The emptiest colour, the loneliest life. The light at the end of the tunnel.

Last night, my parents heard me crying in the shower. My explanation was that I was singing, talking to myself which had perhaps been mumbling. My father believed me, as he always does. My mother is a tougher crowd to convince. She send me a loving smile, and kissed my forehead when I said goodnight and went to my room. God bless her soul.

But God is dead. 

Gæringsprocesser og andre ting der fylder i min hjerne må komme ud på en måde eller anden

Provokerende, som så meget andet

Kunstneren Lana Newstrom har nu åbnet for sin udstilling af hendes nyeste kunstværker; ikke-eksisterende kunst. Konceptet er, som ordet også siger, kunst der ikke er til stede. Væggene i galleriet er tomme, men de tændte spotlys lyser ihærdigt ned på væggene, som hang der et mesterværk.
Og det kan jo diskuteres om der gør. Er kunst ikke snarere vores oplevelse af billeder, malerier, skulpturer osv. end det egenligt er det objektive i sig selv. Jeg tror kunst rammer noget inden i os, som kun få andre ting kan. At det både vækker en bunke af gamle følelser til live, men også sender en bølge af nye følelser gennem kroppen.
Jeg oplever ofte følelsen af genfødsel, når jeg træder ud fra et museum eller galleri. Og det ville ikke undre mig om nogle, hvis ikke mange, har haft den følelse efter de har forladt Newstroms gallery.
Det ville ikke komme som en uventet nyhed, hvis hendes nyskabte værkers tema ikke breder sig som en steppebrand til andre kunstnere. Eller folk som mig.
Det er ofte brugt før i andre sammenhæng, hvor kunstnere bruger den manglende genstand, som en provokerende detalje. Det sker tit at man ikke tænker over alle detaljer i et maleri, men så snart der mangler noget, noteres det hurtigt. Smart thinking.

Jeg må dog erkende at jeg ville blive grueligt skuffet, hvis jeg betalte for at se en lovende kunstsamling, og derefter trådte ind til sådan en overraskelse. Det er den økonomiske side af mig der kommer frem i dette. På den anden side; Havde jeg uanede mængder af penge og tid, ville jeg elske et sådan kunst-kick - som jeg kalder det når kunsten trækker tæppet væk under én - at få lov at oplevede noget så provokerende, så tæt på.


Til alle de nysgerrige sjæle, bringer jeg billeder, så i kan nye samme frustation som jeg.

Jeg beklager ringe kvalitet. Billederne er taget fra nettet, information er fundet i denne artikel.

En tanke i baghovedet

Emilia Clarke for Flare Magazine 2014

Akila Berjaoui Photography

De sidste par dage har jeg været helt blændet af de smukke fotografier Akila Berjaoui får frembragt. Den intensitet i lysets placering, og de rystede motiver. Det hele spiller for mig. Jeg kan klart anbefale at tage et smut forbi hendes smukke blog (Link), hvor du kan se flere af hendes fantastiske billeder.

Daddy Cool

Under middagen i går aftes, kom emnet ind på emnet død. Min søster nævnte at fra det øjeblik du bliver født, begynder du at dø. Dette er et emne jeg har tænkt over adskillige gange, som både skræmmer mig, men samtidigt tænder en begejstring i mig - en ild.
Til dette tilføjede min far, og jeg citerer direkte:

"Livet er en dødelig sygdom"

Hauntingly beautiful

Model of the Day

Budskab overhørt på gymnasiets gange

"Hvis der ikke er mere bearnaise sauce, så tag noget remolade"

#63

Tyre Banks for Black Magazine, photographed by Thom Kerr

S for spontant, søvnmangel og statskundskab

Det ser måske ikke ud af meget, og det er det skam heller ikke. Dette er intet andet end et blik ind i min dagligdag. Billederne er taget fra en torsdag hvor jeg gik en tur med min guddommeligt smukke veninde. 

Kvaliteten er lige så dårlig som du kan forvente så mange andre af fremtidens blogindlæg bliver, da de højst sandsynligt bliver taget med et iPhone 4 kamera. 

Jeg kan jo ikke daske rundt med mit store kamera fra dag til anden, som var der ingen ende på galskaben. 

Tak for nu, lad søvnen komme til mig efterfulgt af drømme

Sengetid

Jeg kan ikke sove

For tiden har jeg svært ved at falde til ro. Nej. Undskyld, det er løgn. Jeg har altid svært ved at falde til ro. Aldrig i mit liv har jeg oplevet at min hjerterytme er konstant i mere end 5 minutter, at jeg kan tage toget uden at gå i gennem mindst 2 mindre panik anfald undervejs, at sige noget foran en stor gruppe mennesker, uden at samtidigt få ført alt blodet fra kroppen videre op til mine kinder, hvor det bliver resten af dagen.

Jeg længes efter at kunne trække vejret helt ned i maven. 

Klokken er lidt over tolv, jeg tænker for meget og deler for lidt. 

Jeg kan ikke sove 

JT

Upcoming

Hvis alt går efter min plan, vil jeg begynde at tage billeder. Jeg har gået med idéer i flere år nu, men har aldrig taget mig sammen til at få taget de billeder jeg går op drømmer om at fotografere.

Da mit liv ofte før har kommet i vejen for at jeg har kunnet udleve alle de drømme jeg går inde med, må jeg se i øjnene, at for at jeg skal få taget disse billeder, skal jeg sætte tid af til det. Og det skal tages seriøst. Slut med dårlige undskyldninger, og frem med kameraet. 

Som et lille skub på vejen, er jeg blevet skolebandets fotograf. Selvom jeg lidt fortryder at jeg har taget dette valg - mest på grund af at jeg skal tage billeder af dem spille til morgensamling, så hele skolen kommer til at se mig - så glæder jeg mig til at tage billeder igen. Lyden af kameraet der arbejder for enden af mine fingre er sød musik i mine øre.
Lad mig skrive min egen melodi.

Photo of the Day

Krumspring og piruetter

Første blogindlæg er altid ubehagelige at skrive, og fremstår ofte som et akavet stempel på bloggen, gemt væk som en præmie til de læsere der våger sig aller bagerst i arkivernes mørke.

Jeg håber, som det tydeligvis fremstår her, at ingen af mine kommende læsere vil komme til at opleve mit skriveri i disse første uger hvor bloggen uden tvivl mangler anerkendelse fra omverdenen.

Og med dette sagt, vil jeg pointere at jeg ikke ønske nogen form for opmærksomhed eller forbindelse med denne blog. Dette er blot er sted hvor jeg løbende kan komme og nedskrive nogle af mine tanker. Ikke at min hjerne holder inde på nogle epokegørende teorier, og at jeg anser mig selv som denne generations Stephen Hawking - nej lige modsat. Og ellers tak. Jeg foretrækker at have mit eget sind, mine egne finurlige tanker og fjollede tendenser.

Nu hvor for forventninger er lave, vil jeg gemme dette dokument, for aldrig at genåbne det. 

Lad fortid være fortid, og lad mig ende dette sørgelig stykke af min blog væk, så jeg kan koncentrere mig om min fransk stil, der glædeligt venter på at jeg skal kaste mig over den.

Hav en fremragende aften